Videbæk-Fiskbæk KFUM

Så har vi været på tur igen! Denne gang til Videbæk-Fiskbæk KFUM.

Søndag d. 22/3 i Videbæk Idræts- og Fritidscenter

Serie 3 herrer: Videbæk-Fiskbæk KFUM – Bork FK 14-16

Der har altid været et eller andet særligt for mig ved at skulle til Videbæk og spille håndbold. Det er ikke helt til at sige hvorfor. Måske fordi det var ét af de steder, man vidste, man var kommet til, når man kom østfra og så det store V i rundkørslen lige inden byen. Og var dybt imponeret over, at man kunne se V’et fra alle fire sider af rundkørslen. Måske er det fordi, det er ét af de første minder, jeg har fra at spille håndbold, da vi som puslinge (u13) havde spillet mod dem, og vores en smule distræte målmand, spurgte hvornår vi så skulle spille mod Fiskbæk? Men foreningen har heddet Videbæk-Fiskbæk KFUM siden 1972, da klubberne fra Videbæk, Fiskbæk og Nr. Vium blevet slået sammen. Hvad Nr. Vium havde gjort for ikke at blive en del af navnet fortaber sig i historien. Det kan også være fordi, jeg som ung træner fik skæld ud af træneren fra Videbæk, da jeg havde taget for gode spillere med til en c-pulje kamp. ”De skal jo alle have en god oplevelse”, som han sagde. Det forstod jeg ikke meget af dengang. Men havde han jo så evigt ret.

Hallen i Videbæk har ændret sig meget siden dengang i slutningen af 90’erne, men det er nu altid et glædeligt gensyn med det blå linoleumsgulv, limtræsbjælkerne og den karakteristiske scene på den ene langside, hvor man kan varme op inde bagved. Og Videbæk har sørget for en god oplevelse for alle denne søndag i marts med kaffe, kage, musik og speak, og som noget helt særligt bliver kun fornavnet råbt op på målscoreren. Det virker jo også overflødigt at nævne hele navnet – alle i hallen ved jo godt, hvem det er. Så i denne Videbæk-ånd holder jeg følgende beskrivelse kun på fornavn.

Jeg skal mødes med Helle, der blandt mande andre opgaver er ansvarlig for seniorafdelingen, som i øjeblikket dog kun består af serie 3-herrerne. For nogle år tilbage mistede klubben deres damehold – formentlig til den voksende padelsport, hvor Videbæk udmærker sig ved at have udendørs men overdækkede padelbaner. Et stort tilløbsstykke under coronanedlukningen, hvor håndbolden var mere presset. Men der er stor opbakning til herreholdet, hvilket også kan ses på udskiftningsbænkene til kampen. Videbæk stiller med 4 udskiftere, 2 trænere og en holdleder - Borks udskiftningsbænk er helt tom bortset fra en aflagt træningstrøje. Tidligere bestod Videbæks hold udelukkende af ’ældre’ lokale spillere, der havde spillet i klubben siden børneårene. Men i øjeblikket består holdet både af unge og gamle spillere. Den yngste er 17 – den ældste 55! Holdet er endda begyndt at få tilgang af spillere fra andre byer i Vestjylland. Spillere som aldrig har haft noget med Videbæk at gøre tidligere.

En af dem er Jan, som træder ind ad døren til klublokalet, hvor Helle og jeg snakker. Det sker i øvrigt flere gange i løbet af vores snak, og Helle udbryder i et stort ’Hej’ hver gang – og altid på fornavn. Jan er flyttet til Vestjylland med sin kæreste og har tidligere spillet i både Silkeborg, Esbjerg og Ansager, og da han manglede en håndboldklub, tog han en snak med Helle og hendes mand Rene, om Videbæk-Fiskbæk KFUM ikke kunne være noget. Hvorfor blev det så lige Videbæk? ”Her er plads til alle,” siger Jan. ”Jeg blev taget utroligt godt imod, og jeg har aldrig været i en klub, hvor det sociale fungerer så godt som her. Så du skal huske at skrive, at det er en virkelig god klub!” Jan er skadet i øjeblikket (og ville jo så have været femte mand på udskiftningsbænken), men han kommer selvfølgelig og ser kampen. Helle mener, at det nok er Videbæk-Fiskbæk-ånden. Der er altid stor opbakning til det, klubben laver. Om det er det nyligt afholdte UV-håndboldstævne for alle byens børn og unge, eller den store afslutningsfest for hele klubben, der skal være efter kampen, så bliver der bakket op.

Vi sidder da også på den gode side af 50 tilskuere og ser serie 3-herrene gå i gang. Men tilskuertallet varierer noget, da klubbens børnespillere løber og leger ind og ud af hallen. Tempoet i kampen er behageligt, hvilket formentlig passer de 7 Borkspillere meget godt, og angrebsåbningerne overgang og rundgang bliver taget ret bogstaveligt. Men holdene følges pænt ad, og vi kan gå til pause ved stillingen 9-9 takket være en storspillende Jacob i Videbækmålet, der redder et straffekast i sidste sekund af halvlegen.

I pausen skal jeg selvfølgelig ud i cafeteriet og prøve det bedste, de har. Det kan den ellers utroligt venlige ekspedient umiddelbart ikke lige sige, hvad er, men hun får altid selv nachos. ”Så skal jeg have det,” siger jeg. ”Uden kylling,” tilføjer hun ”Så er det også billigere!”

Det er nu ikke fordi Videbæk-Fiskbæk mangler penge. Foreningen er rigtigt godt hjulpet af støtteforeningen ’Håndboldens Venner’. Både rent økonomisk men også som hjælp til arrangementer, hvad enten der skal grilles pølser eller sættes borde op. Den økonomiske hjælp kommer fra lejeindtægterne af et sommerhus ved Vesterhavet, som støtteforeningen fik bygget hovedsageligt med frivillige kræfter. Det arbejde de frivillige ikke kunne udføre betalte ejeren af nabohuset, mod at de frivillige så også kunne hjælpe i hans byggeproces. Sådan bakker man hinanden op i Videbæk – og alle vinder på det.

Tilbage i hallen er 2. halvleg startet og stemningen er god. Der bliver småsnakket og joket mellem de to hold, og da Bork får en spiller skadet, er Videbæks bænk de første til at klappe, da han heldigvis for Borks 6 resterende spillere, kan løbe tilbage i forsvaret. Alle skal jo have en god oplevelse. Men da kampen nærmer sig sin afslutning, og Bork kommer foran med et par mål, kan man godt mærke, at det ikke kun er hygge og jokes. Som Helle siger: ”Når vi spiller håndbold, så spiller vi håndbold!”, og de sidste 5 minutter bliver deciderede dramatiske med udvisninger, brændte straffekast og flere ”Kom nu drenge!”-råb end den øvrige del af kampen tilsammen. Men lige lidt hjælper det, og Videbæk må erkende nederlaget på 14-16.

Efter kampen går jeg rundt og tager et par billeder, og skal lige om bag scenen, hvor jeg har varmet op så mange gange. Her løber to drenge rundt og leger. ”Må vi godt være her?”, spørger de lidt forskrækkede. ”Vi spiller nemlig ikke håndbold – vi er her bare”. Det rammer egentlig stemningen i hallen denne dag meget godt. Fuld af liv, hvor det vigtigste ikke er håndbolden, men det, at vi bare er her. Og så kan vi jo lige så godt være her sammen.

Jeg er på vej til at sige farvel til Helle, da en Bork-spiller kommer for at høre, om hun mon har en kasse øl, de kan købe. Caferiet er lukket, og kampen skal jo rundes godt af. Og selvfølgelig har Helle det: ”I kan bare tage ude i klublokalet – det er en 10’er stykket.” ”Vi kender dem jo så godt,” siger hun. ”Det er de samme hold, de møder hver sæson, så mon ikke de sidder i samme omklædningsrum og drikker af”. Det gør de nok, og det gør Jan, Jacob og de andre nok også næste sæson. For gode oplevelser kan man aldrig få for mange af.